Neoprenguide - Begynderguide til neoprenprodukter

Til de mange forskellige typer af vandsport, der findes over det hele, findes ligeledes så meget forskelligt og vigtigt udstyr, udviklet for at beskytte alle og enhver, der så tappert vover sig ud i og på vandet, kulden, både i form af blæst og selve det til tider kolde vand.

Med så mange muligheder og varianter, både til unge og til voksne, drenge og piger, samt så mange væsentlige faktorerer, der spiller en rolle for det ene, det andet og det tredje, er det fuldt forståeligt at det godt kan gå hen og blive temmeligt overvældende lige at få styr på.

For hvad skal man vælge under de forhold, og hvad egner sig bedst til den sportsgren, man udøver, hvilke sportsgrene kræver hvad, og hvad med de forskellige årstider. Hvor meget udstyr er egentlig nødvendigt? Skal du vælge våddragt eller tørdragt? Spiller vandets temperatur en rolle og har vinden noget at sige - eller kan man blæse på det?

Frygt ej og mist ikke modet, hvad end du har af spørgsmål eller skulle være i tvivl om, vil denne simple og vejledende guide få dig godt dækket ind og gå i dybden her nedenfor.

 

Neopren - Hvad er neopren og hvad gør det?

Den internationale virksomhed DuPont opfandt materialet tilbage i starten af 30'erne. Nogle år senere begyndte det så småt at blive anvendt af flere og flere, og med tiden er neopren blevet det materiale, som våddragter er lavet i.

Neopren dækker ligeledes over en række andre produkter, som er brugbare indenfor vandsporten. Disse produkter er eksempelvis surfingsko, handsker, veste og hætter.

Neopren, også kaldt polychloropen, er hvad kaldes elastomer, som er en hovedgruppe af forskellige plasttyper, der er kendetegnet ved deres elastiske, fleksible og gode isoleringsevner. Dette gør det oplagt til brug for våddragter, hvor man selvfølgelig gerne vil undgå at blive alt for våd og kold.

 

Neoprenprodukter - Hvad findes der af produkter og hvad bruges de til?

Som nævnt, er det vigtigt indenfor vandsport at få anskaffet sig det nødvendige udstyr, så man er klar til lidt af hvert ude, under og på vandet. Det absolut vigtigste og væsentlige udstyr for at kunne være ordenligt med året rundt kan fås i to typer.

Nemlig tørdragter og våddragter, dog er en tørdragt ofte dyrere uden ligefrem at være særligt egnet til de forskellige slags vandsportsgrene, der eksisterer, men derimod er bedre egnede til de mange forskellige former for sejlads, roning og så videre.

Oftest er tørdragter ikke så tætsiddende og kan derfor give vanskeligheder ved eksempelvis surfing.

Vi har valgt kun at udbyde kvalitetsvåddragter, så i denne guide vil der ikke blive gået lige så meget i dybden med tørdragter, da vi anser dem for mindre vigtige, når vi taler om vandsportsgrene. En stor forskel mellem våddragter og tørdragter, er at tørdragter holder dig helt tør, mens våddragtens opgave er at holde dig varmere end hvis du ikke havde den på.

Våddragter

Våddragter er, ligesom tørdragter, ofte lavet af neopren og er den mest anvendte beskyttelse mod det tider kolde vejr. I modsætning til tørdragter sidder våddragter tæt på kroppen, hvilket giver en god og fri bevægelighed og medfører, at man kan være med stort set året rundt, så længe man har den rigtige våddragt på.

Våddragter fungerer således, at en smule vand trænger ind mellem kroppen og våddragten, som så ved hjælp af den menneskelige kropsvarme varmer vandet op. Dette vil holde på ens varme, såfremt der ikke er nogle huller i våddragten.

Derudover vil man med en våddragt på også være beskyttet mod skarpe sten og andre objekter, rifter og hudafskrabninger, der eventuelt kunne forekomme og mærkes ude på og under vandet.

Våddragten er det mest betydningsfulde udstyr til vandsport, både fordi den gør sportsgrenene mere komfortable, men ligeledes fordi den medfører mulighederne for at dyrke vandsportsgrenen flere forskellige årstider. Derfor anbefales det til alle, der elsker vandsportsgrene af forskellig art, at få købt en våddragt.

Udover våddragter kan man også købe ekstraudstyr i form af handsker, veste, surfingsko/støvler og hætter, som alle er med til at gøre vandsport lettere, sjovere og gøre dig bedre forberedt med den rette og nødvendige beskyttelse.

Surfingsko/støvler

Det vigtigste ved sko og støvler er, at de er skridsikre. Støvlerne anvendes i de koldere forårs og efterårsmåneder, eventuelt om vinteren, hvis vejret tillader det, dog skal man være ekstra varsom og beskyttet mod kulde. Skoene er derimod til sommermånederne. Det anbefales at vælge støvler uden lynlås, da vandet siver ind gennem lynlåsen og dette er ikke til fornøjelse for fødderne.

Handsker

Handsker til vandsport er smart, da man for det første får holdt sine hænder varme, men også fordi grebet på boards og andet bliver øget markant i forhold til at holde fast med våde hænder og kolde hænder.

Hætter

Hætter er rigtigt gode i de kolde måneder, så al varmen ikke forsvinder fra kroppen, ved at sive ud gennem hovedet. Det anbefales dog at købe en separat hætte og ikke en våddragt, hvor der er fastsiddende hætte, da man så vil få det alt for varmt i de varmere måneder.

 

Forskellige typer våddragter til årstidernes varierende vejr - Hvad for en våddragt bruges til hvilket vejr?

Der findes mange forskellige typer våddragter, som kan fås i forskellige tykkelser og varianter. Hvad man skal vælge, afhænger meget af hvilken årstid, man forventer at udøve sin sportsgren.

Da vejret spiller en enorm rolle for forholdene og om den enkelte sportsgren overhovedet kan udøves den givne dag. Det, som betyder mest for valget af våddragt, er vandtemperaturen og kulde-indekset, også kaldet vindafkølingsfaktor, som er reel lufttemperatur følt på bar hud, når vinden blæser varmen væk.

En anden faktor er selve den vandsportsgren, man udøver. Er man eksempelvis til vindsurfing eller kitesurfing, er ens krop over vandet det meste af tiden, hvorimod en paddelsurfer befinder sig meget i vandet. Så hvis vandet er koldt og luften er varm, vil en surfer nok vælge en tykkere våddragt af slagsen, hvor en kitesurfer sandsynligvis ville foretrække en tyndere våddragt uden eller med kortere ærmer. Er vandet derimod varmt og luften kold, så vælger en surfer nok en våddragt med kortere bukser, mens en kitesurfer hellere vil foretrække en våddragt med længere bukseben.

Ovennævnte er dog kun vejledende. Nogle vil måske gerne mærke blæsten på benene eller armene, andre er måske mere til at være godt pakket ind. Forskellige kropsbygninger og egne fornemmelser har også noget at sige. Ens egen komfort, når man er iført våddragten, er vigtig. Har man det for varmt eller for koldt, kan det være forstyrrende og ubehageligt. Dette finder man bedst ud af ved at prøve nogle våddragter efter disse nævnte og vejledende råd ude i vand, vind og vejr. Så længe man husker at beskytte sig ordentligt imod vand, vind og vejr. Ellers kan det have farlige konsekvenser for ens helbred.

Årstider

Der er generelt en relation mellem årstiderne og temperaturerne af vandet og vinden. Om sommeren vælges der ofte tyndere våddragter, hvor en større del af huden er blottet end om vinteren, hvor man har behov for et tykkere lag af neopren og mere beklædning i form af handsker, hætter og med både ærmer og længere benbeklædning. Disse to er begge forholdsvis lette og ligetil at finde ud af, der hvor det bliver sværere er om foråret og efteråret. Her spiller ens egen personlige vurdering og præferencer også en rolle, så man er sikker på at have det behageligt og ikke for varmt eller koldt. Så hvis du bor et sted med meget varierende vejr, anbefaler vi derfor at gå efter en våddragt med mulighed for at tilpasse sig til de forskellige årstider.

Her nedenfor beskrives de forskellige typer af våddragter og hvornår, de er bedst at iføre sig.

Shortie Våddragt

En shortie, også stavet shorty, er bedst i sommermånederne eller hvor vandtemperaturen er varm. Den er bedst egnet til surfere og andet vandsport i varmt vand og vejr, hvor det er nødvendigt at være iført en våddragt.

Bestående af korte arme og ben som giver dig den bedste bevægelighed og fleksibilitet. Da en shortie er til sommermånederne, har neoprenlaget en tykkelse på omkring 1mm. -1,5mm. ved arme og ben. Tykkelsen ved brystkassen er omkring de 2mm. for bedre at beskytte organerne optimalt.

Våddragter til sommer

Hvad der menes med en våddragt til om sommeren, er en våddragt med en tykkelse tilstrækkelig nok til brug i de måneder hvor vejret er varmere. Afhængigt af hvor koldt eller varmt du har det, burde sådanne sommervåddragter være helt passende til cirka halvdelen af året.

Bliver du for kold, er det bedre at skifte til en våddragt med højere tykkelse end at fryse, selvfølgelig. Våddragten er ideelt egnet til de fleste vandsportsgrene og da den dækker mere hud til, kan den også bruges selvom vinden skulle tiltage og havet have en lavere temperatur.

Sommervåddragter er i fuld længde. Det vil sige, at de dækker hele kroppen, med arme og ben. Våddragterne bliver ofte beskrevet som 3/2mm våddragter. Dette kan dog variere en smule, men hvad det betyder er tykkelsen på overkroppen, armene og benene. Hvor de 3mm. her ville være overkroppen og de 2mm. beskriver så armene og benene. Grunden til den ekstra tykkelse ved overkroppen er den samme som med shortien, for at beskytte ens vigtige organer optimalt.

Våddragter til vinter

En våddragt, der kan bruges selv i de kolde måneder, er noget som enhver, der elsker vandsportsgrene og surfing bør overveje. Er man frisk på det, kan sådanne våddragter også sagtens anvendes året rundt, hvis man kan håndtere varmen. For de fleste vil de dog blive for varme om sommeren.

Vinterdragter er kendt for at være 5/4mm eller 6/5/4mm våddragter. Dette betyder 5mm. ved overkroppen, 4mm. ved arme og ben eller i nogle tilfælde 6mm. ved overkroppen, 5mm. ved benene og 4mm. ved armene. Den tykkere våddragt vil give dig mere varme i de kolde måneder og vil ofte være forstærket ved bryst og ryg, så man er sikret den bedst mulige beskyttelse af kroppen mod vand og kulde.